Spørger havde fået tilbudt en fastansættelse i Italien og forventede at skulle bo i Italien i minimum 4 år, hvis han accepterede ansættelsestilbuddet. Spørger påtænkte at være i Italien 50 % af tiden og i Danmark den resterende tid.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger blev skattemæssigt hjemmehørende i Italien efter artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Italien. Spørger skulle anses for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, jf. artikel 4, stk. 2, litra c, idet spørger var dansk statsborger.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at det kun var Italien, som kunne beskatte lønindkomsten fra spørgers italienske arbejdsgiver efter artikel 15 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Italien. Bestemmelsen indebærer, at både Danmark som domicilland og Italien som kildeland kan beskatte lønindkomsten. Danmark skal herefter give lempelse for den skat, der er betalt i Italien af indkomst, som Italien kan beskatte, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 24, stk. 3, litra a og b. Artikel 15 indebærer således ikke, at Italien er tillagt en eksklusiv beskatningsret til løn fra spørgers italienske arbejdsgiver.

Skatterådet kunne bekræfte, at svaret på spørgsmål 2 om fordelingen af beskatningsretten til løn fra spørgers italienske arbejdsgiver ikke ændrede sig, hvis spørger i slutningen/starten af en arbejdsdag i Italien rejste til/fra Danmark i forbindelse med weekend eller ferie i Danmark.

Spørger drev næring med produktion og salg af egne kryptokunstværker. Med henblik på at styrke sin position i kunstnermiljøet, havde han foretaget opkøb af kryptokunstværker skabt af andre kunstnere. De opkøbte værker forventedes ikke solgt de næste mange år.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at de ikke-egenproducerede kryptokunstværker kunne anses for afskrivningsberettigede immaterielle anlægsaktiver, idet det var Skatterådets opfattelse, at kunstværkerne var omfattet af Spørgers næringsvirksomhed med køb og salg af kryptokunst. Det var derimod Skatterådets opfattelse, at ikke-egenproducerede kryptokunstværker skulle anses for omsætningsaktiver i Spørgers virksomhed, og at der ikke var tale om private aktiver. Skattestyrelsen bemærkede i den forbindelse, at fortjenesten skulle være realiseret, før den beskattes. Det betød, at udgiften til anskaffelse ikke kunne trækkes fra, førend den sammen med salgssummen påvirkede fortjenesten. Endvidere bemærkede Skatterådet, at varelagerloven ikke finder anvendelse for ikke-fysiske aktiver som kryptokunst.

Spørger havde fået en dansk kæreste og tog i 2024 derfor ophold i Danmark i perioder, før han i 2025 flyttede permanent til Danmark.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger ikke indtrådte i fuld dansk skattepligt i 2024, jf. kildeskattelovens § 7, stk. 1. Spørgers fulde skattepligt til Danmark indtrådte den 1. juni 2024, allerede fordi spørger pr. denne dato erhvervede bopæl og samtidig tog ophold her i landet, der ikke var kortvarigt, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, og § 7, stk. 1, henset til at spørger siden 1. juni 2024 havde opholdt sig i Danmark i mere end 180 dage inden for et tidsrum på 12 måneder. Spørgers ophold i Danmark kunne desuden ikke karakteriseres som ferie eller lignende.

Skatterådet kunne derimod bekræfte, at spørger var skattemæssigt hjemmehørende i Estland i 2024 efter den dansk-estiske dobbeltbeskatningsoverenskomst artikel 4, idet spørger i 2024 ud fra en samlet konkret vurdering fortsat havde de stærkeste økonomiske og personlige interesser til Estland, som var den stat, hvor spørger var født og opvokset, og hvor spørger altid havde boet, før han i 2025 flyttede permanent til Danmark.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørgeres emballage benævnt sushibakker i størrelserne small, medium og large, alle m/låg, ikke er afgiftspligtigt engangsservice, jf. emballageafgiftslovens § 2 c.

Der blev lagt vægt på, at produkterne benævnes sushibakker, at de havde en form og udseende som sushibakker, de havde en længde på henholdsvis 18, 23 og 26 cm, samt produktets glatte, sorte materiale, som gjorde, at produktet kunne karakteriseres som service. Produktet fremstod som en bakke, der kunne benyttes i forbindelse med indtagelse af et måltid, og som efter brug sædvanligvis ville blive bortkastet.

Dette var i overensstemmelse for anvendelsen af emballageafgiftslovens § 2 c, med henvisning til lovforarbejderne om, at bakker med en længde på 33 cm. eller derunder er omfattet af afgiften, samt med henvisning til SKM2023.218.LSR og SKM2023.272.VLR om, at der i forbindelse med vurdering af afgiftspligten skulle lægges vægt på produktet udformning, funktion, anvendelse og salgs- og markedsføringsmateriale mv.

Sagen angik, om et selskabs brug af elinstallationsarbejdere fra et polsk selskab var arbejdsudleje eller entreprise og dermed, om selskabet i overensstemmelse med Skattestyrelsens afgørelse skulle have indeholdt arbejdsudlejeskat og AM-bidrag i vederlag til det polske selskab for det udførte elinstallationsarbejde.

Selskabet drev virksomhed med elinstallation, og Landsskatteretten fandt, at de arbejdsopgaver, som de polske medarbejdere udførte for selskabet, var en integreret del af selskabets virksomhedsområde. Efter en samlet vurdering, herunder at en teamleder hos det polske selskab var ansvarlig for og instruerede de polske medarbejdere, at det polske selskab for egen regning udførte reklamationsarbejder, og at vederlagene til det polske selskab betydeligt oversteg lønudgifterne, fandt Landsskatteretten imidlertid, at arbejdsopgaverne var tilstrækkeligt udskilt fra selskabet. De polske medarbejdere var dermed ikke arbejdsudlejet til selskabet, hvorfor selskabet ikke skulle indeholde arbejdsudlejeskat og AM-bidrag.

Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Skatterådet ændrer praksis for den momsmæssige vurdering af bestyrelseshonorarer, som følge af Skatterådets afgørelse i SKM2025.296.SR

EU-Domstolens domme i sag C-420/18, IO, og sag C-288/22, TP, fastslår, at ved vurdering af, om bestyrelsesaktiviteten udgør selvstændig økonomisk virksomhed, skal der foretages en konkret vurdering af, om bestyrelsesmedlemmet handler i eget navn, for egen regning og på eget ansvar, og om det enkelte bestyrelsesmedlem bærer den økonomiske risiko ved en bestyrelsesbeslutning.

Skatterådet har i SKM2025.296.SR truffet afgørelse på baggrund af EU-Domstolens domme, der ændrer praksis. Afgørelsen fra Skatterådet omhandlede en advokat, der drev advokatvirksomhed, og som var bestyrelsesmedlem i en fond. Advokatvirksomheden fakturerede fonden for bestyrelseshonoraret inkl. moms. Skatterådet bekræftede med henvisning til EU-Domstolens afgørelser, at Spørgers bestyrelsesaktivitet ikke udgjorde selvstændig økonomisk virksomhed.

Praksisændringen består i, at der fremover skal foretages en egentlig momsretlig vurdering af, om et bestyrelseshonorar oppebæres som følge af selvstændig økonomisk virksomhed, i henhold til de kriterier EU-Domstolen anfører i de to domme.

Skatterådet bekræftede, at Spørger efter en samlet konkret vurdering fortsat ville være omfattet af skattefritagelsen i selskabsskatteloven, når der skulle etableres en elkedel til varmeproduktion, og der som led i driften af elkedlen og billigst mulig produktion af varme ville blive indgået en balanceaftale med en udbyder af en sådan aftale.

En balanceaftale om forsyning af el til varmeproduktion ville indebære en bedre udnyttelse af fjernvarmeværkets kapacitet på en sådan måde, at der kunne opnås en billigere elpris for fjernvarmeværket, og dermed kunne sikre kunderne en mindre fjernvarmeudgift end ellers.

Fjernvarmeværket kunne indgå en sådan aftale uden at miste sin skattemæssige status, idet aftalen måtte anses som en sædvanlig og naturlig driftsopgave for et fjernvarmeværk, og den ville derfor falde inden for de aktiviteter et fjernvarmeværk almindeligvis ville have.

Vurderingsstyrelsen havde beskattet klageren af et skønsmæssigt fastsat overskud på 72.000 kr. årligt ved udlejning af ejendommen beliggende Y2, By Y1 til klagerens moder i indkomstårene 2019-2021, jf. statsskattelovens § 4, litra b. Moderen boede i ejendommen uden at betale leje, men mod at betale ejendommens udgifter. Klageren gjorde gældende, at moderens rådighed over ejendommen var omfattet af ligningslovens § 12 A, og at han derfor alene skulle betale ejendomsværdiskat. Landsskatteretten fandt, at tilknytningskravet i ligningslovens § 12 A ikke var opfyldt for indkomståret 2019. Landsskatteretten lagde vægt på, at ejendommen lå i en mindre by med en afstand af 650 meter fra klagerens bolig og med adskillige parcelhuse og sideveje imellem. Landsskatteretten lagde også vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, at moderen havde et særligt plejebehov i indkomståret 2019. Landsskatteretten stadfæstede herefter det skønsmæssigt fastsatte overskud af udlejning på 72.000 kr. For indkomstårene 2020 og 2021 fandt Landsskatteretten, at moderens rådighed over ejendommen opfyldte betingelserne i ligningslovens § 12 A. Landsskatteretten lagde vægt på, at moderen havde fået et plejebehov i 2020 som følge af en blodprop, og at tilknytningskravet i ligningslovens § 12 A på denne baggrund skulle vurderes mindre restriktivt.

Sagen angik, om en bar, der havde et sukkerindhold på 25 pct., var en afgiftspligtig sukkervare i medfør af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4. 

Retten fandt, at kriterierne fastlagt i SKM2015.654.ØLR for afgrænsningen af chokoladevarer også kan danne grundlag ved afgrænsning af afgiftspligtige sukkervarer. 

Retten fandt, at sukker var karaktergivende for varen, og at varen derfor var en afgiftspligtig sukkervare omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4. Retten lagde vægt på, at indholdet af sukkerarter er et af produktets hovedingredienser, der kun overgås af indholdet af kornsorter, at produktet smager udpræget af sukker, samt på produktets fysiske fremtræden med en overflade af sukker/sirupsglaserede kugler, der signalerer indhold af sukker.

Retten bemærkede derudover, at der ikke findes holdepunkter for at antage, at produktets ernæringsindhold eller dets tiltænkte anvendelse/aftagergrupper kan indgå i afgrænsningen af begrebet sukkervarer i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4. Det samme gør sig gældende for produktets produktionssted og dets markedsføring, herunder placeringen i butikkerne. Den tariferingsmæssige behandling af varen er heller ikke afgørende for denne afgrænsning.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet. 

Spørger var en person, der ejede hele kapitalen i et dansk selskab. Selskabet ønskede et bedre afkast af sit bankindestående og udlånte derfor i 2024 et beløb til spørgers mor. Beløbet blev indsat på spørgers mors udenlandske bankkonto. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at overførsel af midler fra selskabet til bankkonto tilhørende kapitalejers mor foretaget august 2024 ikke skulle anses for et kapitalejerlån og/eller udlodning omfattet af ligningslovens § 16 E / ligningslovens § 16 A for selskabets kapitalejer. Skatterådet kunne bekræfte, at selskabet skattefrit kunne udlodde kapitalejerlånet til kapitalejer. Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at hvis selskabets fordring på kapitalejerens mor udloddes til kapitalejeren, vil kapitalejerens mor herefter kunne tilbagebetale lånet til den nye fordringshaver, dvs. kapitalejeren, uden skattemæssige konsekvenser.

Rekvirenten anmodede om syn og skøn med det formål, at belyse rekvirentens udviklingsaktiviteter i forbindelse med en klagesag ved Skatteankestyrelsen, omhandlende rekvirentens ret til at foretage skattemæssige fradrag og afskrivninger for forsøgs- og forskningsudgifter jf. reglerne i ligningsloven.

I forbindelse med sagens forberedelse var parterne uenige om indholdet af skønstemaets rubrik 8, hvilken organisation der skulle bringe en egnet skønsmand i forslag, samt om bilagsmateriale skulle fremlægges på sagsportalen.

Rekvirentens udkast til rubrik 8 indeholdt gengivelser fra rekvirentens klageskrift til Skatteankestyrelsen, og var efter Skattestyrelsens opfattelse ikke kort og neutral, samt var af procederende og argumenterende karakter.

Skattestyrelsen gjorde gældende, at rubrik 8 i rekvirentens udkast til skønstema ikke var i overensstemmelse med Domstolsstyrelsens vejledning til "Blanket for brug for syn og skøn" og foreslog en alternativ formulering af rubrik 8.

Videre kunne Skattestyrelsen ikke tilslutte sig rekvirentens forslag til forslagsstiller, idet at Skattestyrelsen var af den opfattelse, at den vurdering der skulle foretages af rekvirentens udviklingsarbejder indeholdt en videnskabelig vurdering i henhold til bestemmelserne i ligningsloven som klagesagen vedrørte, og derfor skulle en egnet skønsmand besidde kompetencer indenfor det videnskabelige område for softwareudvikling, for at kunne besvare parternes stillede spørgsmål i skønstemaet.

Rekvirenten ville i sagen fremlægge omfattende bilagsmateriale, b.la. i form af videomateriale som ikke kan fremlægges i videoformat på Domstolsstyrelsens sagsportal. Rekvirenten ville ikke fremlægge bilagsmaterialet på sagsportalen, men ville fremlægge bilagsmaterialet på anden vis for Skattestyrelsen, byretten og for skønsmanden. Det fremgik endvidere ikke af af rekvirentens udkast til skønstema rubrik 19, hvilket bilagsmateriale rekvirenten ønskede der skulle indgå i sagen.

Skattestyrelsen protesterede mod fremlæggelse af bilagsmateriale udenom sagsportalen, og gjorde gældende, at i henhold til retsplejelovens bestemmelser og Domstolsstyrelsens vejledninger, skal parternes bilagsmateriale fremlægges på sagsportalen, og i henhold til Domstolsstyrelsens vejledning til sagsportalen, "Vejledning til minretssag.dk", fremgår det klart og tydeligt hvilke bilagsformater der kan indlæses på sagsportalen og hvorledes dette forhold behandles, samt hvordan bilagsmateriale der ønskes fremlagt og som ikke understøttes af sagsportalens formater, som f.eks. videomateriale, skal behandles for at blive fremlagt.

Retten besluttede, at rekvirentens foreslåede formulering af rubrik 8 ikke var neutral og at rubrik 8 skulle formuleres som foreslået af Skattestyrelsen.

Retten besluttede videre, at der i forbindelse med det tiltænkte syn og skøn ville være behov for en videnskabelig tilgang til sagsgenstanden, hvorfor Datalogisk Institut ved Københavns Universitet skulle anmodes om at skulle bringe en egnet skønsmand i forslag.

Vedrørende det materiale som skal danne grundlag for skønsforretningen, bestemte retten, at materialet skal indleveres på Domstolsstyrelsens sagsportal i overensstemmelse med "Vejledning til minretssag.dk", og at bilagene skal specificeres i rubrik 19 i skønstemaet.

Samt, at det materiale som på grund af dets karakter ikke kan indleveres på sagsportalen, skal dette specificeres i skønstemaets rubrik 20, og medmindre der er tale om en fremmed rørlig genstand, redegøres for baggrunden for, hvorfor materialet ikke kan indleveres på sagsportalen.

Sagen angik en skønsmæssig forhøjelse af selskabets momstilsvar på baggrund af selskabets udeholdte omsætning. Selskabet havde gjort gældende, at dets eneanpartshaver var rette momssubjekt, idet eneanpartshaveren ved en tidligere landsretsafgørelse blev beskattet af den udeholdte omsætning.  

Det var i sagen ubestridt, at selskabet havde haft en udeholdt omsætning, og retten lagde til grund, at den tidligere landsretsafgørelse kun tog stilling til den udeholdte omsætning og beskatningen af eneanpartshaveren i forbindelse hermed. Afgørelsen tog ikke stilling til, hvem der var rette momssubjekt for så vidt angik disse indsætninger. 

Retten fandt, at samtlige relevante indsætninger vedrørte selskabets aktiviteter. Selskabet havde ikke godtgjort, at selskabet ikke var rette momssubjekt, og at der som følge heraf skulle være grundlag for at nedsætte momsforhøjelsen eller at anse afgørelsen for ugyldig. Selskabet havde derudover ikke godtgjort, at den skønsmæssige forhøjelse hvilede på et forkert grundlag eller var åbenbar urimelig.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Sagen angik, om det var med rette, at SKAT (nu Skattestyrelsen) havde givet afslag på klagerens anmodning om refusion af udbytteskat for indkomstårene 2010, 2011 og 2012 med i alt 2.755.448,32 kr. SKAT havde for indkomstårene 2010-2012 refunderet 12 %/13 % af den indeholdte kildeskat til klageren, hvorfor det således ved SKATs behandling måtte være lagt til grund, at trusten og/eller underafdelinger kunne anses for selvstændige skattesubjekter. Klageren havde gjort gældende, at investeringsinstituttet i henhold til TEUF art. 63 var udsat for forskelsbehandling i forhold til danske investeringsinstitutter. Under henvisning til Højesterets dom offentliggjort som SKM2021.353.HR bemærkede Landsskatteretten, at det kunne stilles som en betingelse for udenlandske investeringsinstitutters kildeskattefritagelse af udbytte fra danske selskaber, at de udenlandske investeringsinstitutter opfyldte kravet i ligningslovens § 16 C om at opgøre en minimumsudlodning/-indkomst. For indkomstårene 2010-2012 havde klageren ikke valgt at blive kvalificeret som udloddende investeringsforeninger/investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, og klageren havde ikke opgjort en minimumsudlodning/-indkomst. Landsskatteretten kunne således tiltræde Skattestyrelsens afgørelse om, at klageren ikke var berettiget til refusion af udbytteskat på 15 % af bruttoudbyttet, hvorfor Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet.

Sagen angik, om det var med rette, at SKAT (nu Skattestyrelsen) ikke havde imødekommet klagerens anmodning om refusion af udbytteskat på 15 % af bruttoudbyttet, svarende til 1.339.588,88 kr. for indkomstårene 2009 til 2012. SKAT havde for indkomstårene 2009-2012 refunderet 12 %/13 % af den indeholdte kildeskat til klageren, hvorfor det ved SKATs behandling måtte være lagt til grund, at klageren kunne anses for et selvstændigt skattesubjekt. Landsskatteretten fandt under henvisning til Højesterets dom gengivet i SKM2021.353.HR., at det kunne stilles som en betingelse for udenlandske investeringsinstitutters kildeskattefritagelse af udbytte fra danske selskaber, at de udenlandske investeringsinstitutter opfyldte kravet i ligningslovens § 16 C om at opgøre en minimumsudlodning. For indkomstårene 2009-2012 havde klageren ikke valgt at blive kvalificeret som udloddende investeringsforening, og klageren havde ikke opgjort en minimumsudlodning. Det ansås derfor for berettiget, at Skattestyrelsen havde givet afslag på klagerens anmodning om refusion af udbytteskat på 15 % af bruttoudbyttet, svarende til 1.339.588,88 kr. Repræsentantens anbringende vedrørende klage ved EU-Kommissionen om ulovlig statsstøtte kunne ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten bemærkede herved, at en eventuel konsekvens af ulovlig statsstøtte som udgangspunkt ville være, at den ulovlige statsstøtte skulle tilbagebetales med henblik på at genskabe den situation, der forelå, før støtten blev ydet, eller at konkurrenterne blev indrømmet erstatning. Landsskatteretten fandt, at en eventuel ulovlig statsstøtte ikke ville have betydning for klagerens krav på refusion af udbytteskat. Landsskatteretten stadfæstede således SKATs afgørelse om, at klageren ikke var berettiget til refusion af udbytteskat på 15 % af bruttoudbyttet.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af likvidationsprovenu for kalenderåret 2025.

Indberetningspligterne følger af § 28 a i lovbekendtgørelse nr. 15 af 8. januar 2024 om skatteindberetningsloven med senere ændringer, samt § 43 a i bekendtgørelse nr. 1016 af 22. juni 2023 om skatteindberetning m.v. med senere ændringer.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af likvidationsprovenu for kalenderåret 2025.

Indberetningspligterne følger af § 28 a i lovbekendtgørelse nr. 15 af 8. januar 2024 om skatteindberetningsloven med senere ændringer, samt § 43 a i bekendtgørelse nr. 1016 af 22. juni 2023 om skatteindberetning m.v. med senere ændringer.

Skatteyderen havde i indkomståret 2019 udlejet sin ejendom eller dele heraf i korte perioder blandt andet via Airbnb. Klageren havde selvangivet et underskud af virksomhed. Landsskatteretten fandt, at udlejningsvirksomheden ikke kunne anses som erhvervsmæssig. Landsskatteretten lagde ved vurderingen vægt på, at ejendommen i indkomståret var til salg, at ejendommen alene var udbudt til korttidsudlejning, og at intensiteten heraf afhang af sæsonen, at klageren havde rådighed over ejendommen, og at klageren ikke kunne dokumentere rentabilitet for øvrige år ved udlejningen. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Klagen skyldtes, at Skattestyrelsen i den påklagede afgørelse af 11. januar 2024 havde givet afslag på et dødsbos anmodning om afsluttende ansættelse. Landsskatteretten fandt efter en konkret vurdering, at det ikke påvirkede afgørelsens gyldighed, at boet var afsluttet på tidspunktet for afgørelsen. Landsskatteretten henså til, at boet var blevet partshørt ved forslag til afgørelse, at boet efterfølgende var blevet genoptaget af skifteretten, og at afgørelsen blev truffet på baggrund af en anmodning fra boet om afsluttende ansættelse. Boets behandlingsmåde var afgjort før end 4 måneder efter dødsfaldet, hvorfor det var 6-måneders fristen i dødsboskattelovens § 13, stk. 2, 1. pkt., der gjaldt ved vurderingen af, om boets krav om afsluttende skatteansættelse var fremsat rettidigt. Fristen udløb den 30. maj 2023, og Skattestyrelsen modtog boets krav om afsluttende skatteansættelsen den 21. november 2023. Kravet var således fremsat efter fristens udløb, og dødsboskatteloven indeholdt ikke hjemmel til at fravige fristen. Landsskatteretten fandt derfor, at der ikke kunne foretages en opgørelse af boets skattepligtige indkomst for mellemperioden. Boet havde ikke påklaget Skattestyrelsens afgørelse af 29. november 2023 vedrørende ændring af boets skattemæssige status, og Landsskatteretten kunne derfor ikke tage stilling til boets skattepligt eller gyldigheden af denne afgørelse. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Spørger havde søgt om erstatning for permanent nedlukning af minkvirksomhed (nedlukningserstatning). Han forventede at modtage en afgørelse om erstatningen i 2025.

Efter nedlukningen af minkvirksomheden i 2020 havde Spørger drevet virksomhed med bortforpagtning af ca. 20 ha. landbrugsjord.

Spørger havde anvendt virksomhedsordningen i årene 2020-2023, men påtænkte at anvende kapitalafkastordningen i 2024. I 2025 forventede han at anvende virksomhedsordningen igen.

Skatterådet bekræftede, at de skattepligtige avancer ved modtagelse af erstatningen skulle medregnes i virksomhedens skattepligtige indkomst i virksomhedsordningen i 2025. Det gjaldt uanset om kapitalafkastordningen var anvendt i 2024 eller ej.

Det var Skatterådets opfattelse, at den i 2022 og 2024 modtagne forskudsbetaling på nedlukningserstatning udgjorde en gældsforpligtelse, der skulle fragå ved opgørelsen af kapitalafkastgrundlaget og indskudskontoen primo 2025. Kapitalafkastgrundlaget blev derfor ikke påvirket af den modtagne forskudsbetalingen, idet både aktiver (bankkontoen) og gæld blev forøget med forskudsbeløbet.

Skatterådet bekræftede, at Spørger ved indtræden i virksomhedsordningen i 2025 kunne vælge at placere den pengeinstitutkonto, hvorpå forskudsbeløbene var placeret, i privatøkonomien.

Minkvirksomhedens bygninger og driftsmidler havde efter nedlukning ikke været anvendt, hverken erhvervsmæssigt eller privat. Skatterådet bekræftede, at disse aktiver skulle indgå i virksomhedsordningen og på indskudskontoen, ved genindtræden i virksomhedsordningen i 2025.

Når Spørger havde modtaget afgørelsen om erstatning, overtog staten driftsmidlerne og bygningerne. Bygningernes anskaffelsessum skulle herefter ikke indgå ved opgørelsen af kapitalafkastgrundlaget. Når de sidste driftsmidler blev solgt/overtaget af staten, skulle der opgøres fortjeneste/tab, og der skulle herefter ikke længere føres en driftsmiddelsaldo.

De modtagne forskudsbeløb ville blive fradraget/modregnet i den endelige nedlukningserstatning. Gældsforpligtelsen ville således blive afregnet i forbindelse med opgørelsen af erstatningen. Skatterådet bekræftede, at dette alene ville berøre virksomhedsøkonomien og ikke privatøkonomien, og derfor ikke ville medføre en overførsel i hæverækkefølgen.

Endelig bekræftede Skatterådet, at Spørger havde mulighed for at anvende delsalgsreglen i virksomhedsskattelovens § 15 a, herunder at opspare en forholdsmæssig andel af årets overskud, inkl. skattepligtige avancer vedrørende nedlukningserstatningen. Erstatningssummen skulle i den sammenhæng anses for "nettovederlaget".

Landsskatteretten fandt, at betingelserne for opnå udlandslempelse i henhold til ligningslovens § 33 A af lønindkomst optjent i Holland var opfyldt i et tilfælde, hvor klager var på ferie i Danmark, og under ferieopholdet havde foretaget en elektronisk underskrift på et generalforsamlingsreferat. Denne elektroniske underskrift kunne være foretaget i hvilket som helst land og behøvede således ikke at være foretaget i Danmark. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse.